Team Information

Formål:

CCE Racing har som formål at støtte og fremme unge menneskers kendskab til og engagement i Motocross sporten. Med hjælp fra vores sponsorer, vil vi gennem træningssamlinger, deltagelse i diverse løb, tilbud om hjælp til udarbejdelse af individuelle kost og motions planer og gennem socialt samvær, aktivt arbejde på at styrke såvel medlemmernes tekniske formåen, som deres fysiske og psykiske form.

Organisation:

Teamet består af CCE Racing 4 Fun og CCE Racing Elite.

CCE Racing 4 Fun har plads til alle, uanset maskintype og mærke. Her finder du både kørere, som ikke ønsker at deltage i løb, men bare vil hygge sig og træne for at blive bedre, dem der ønsker at køre et par løb hist og her, og dem som har ambitioner om at blive fremtidens Elite kørere. Fælles for alle kørere er et ønske om at være en del af CCE Racing, at udøve sin sport sammen med gode Team kammerater, og at deltage i fællesskabet og den sociale hygge for både kørere og forældre.

Kørere i CCE Racing 4 Fun forpligtiger sig til at køre i Teamets køredragter, samt at deltage i mindst 2 trænings samlinger årligt. Den enkelte kørers ambitionsniveau er afgørende for hvor mange træninger og øvrige arrangementer man derudover ønsker at deltage i. Reparationer og indkøb af udstyr og reservedele varetages af vor hovedsponsor, Cross Center Esbjerg, til særdeles favorable priser.

CCE Racing Elite er, som navnet antyder, for de kørere der har ønsket og evnerne til at være med helt fremme. Kørerne her er i god fysisk form, de løbetræner og træner så meget som muligt. De har sat sig nogle personlige mål for sæsonen, og har viljen til at arbejde for at de bliver opfyldt.

Teamet deltager i alle afdelinger af DM og JM/FM.

Kørerne opfordres til at køre på Suzuki, TM eller Cobra maskiner, da det er her vores hovedsponsor, Cross Center Esbjerg, har ekspertisen, og via deres forhandling af ovennævnte maskintyper kan opnå betragtelige rabatter. Cross Center Esbjerg er indstillet på at hjælpe med specielle aftaler, så det er nemmere for den enkelte kører at nå toppen.

Kørere i CCE Racing Elite forpligtiger sig til at køre i Teamets køredragter, deltager i alle DM og JM/FM løb, samt møder op til alle planlagte træninger og samlinger. Køreren er indstillet på at medvirke ved træning af CCE Racing 4 Fun kørere. Reparationer og indkøb af udstyr og reservedele varetages af vor hovedsponsor, Cross Center Esbjerg, til særdeles favorable priser.

Træning:

Hvert år, umiddelbart efter udsendelsen af DMU’s løbskalender, planlægges årets træningspas for alle CCE Racings medlemmer. Datoer og tidspunkter offentliggøres på vores webside, cceracing.dk, så i hurtigst muligt kan få tilføjet dem til jeres kalender.

CCE Racing Elite trænes af dygtige kørere/trænere lejet til formålet, og bliver finansieret via vore sponsorer og ved almindelig brugerbetaling.

CCE Racing 4 Fun trænes af vore dygtige Elite kørere, efter samme finansierings model

Personlig profil og fotoalbum:

På vores hjemmeside cceracing.dk, har du som kører i CCE Racing mulighed til at få oprettet din egen profil, med personlige data, fotoalbum, og mål for sæsonen. Du får også mulighed for at dele dine oplevelser og fotografier fra hyggeaftener, træning eller løb med andre via indlæg på nyhedssiden. Data, fotos til profil/fotoalbum samt indlæg og fotos til nyhedssiden mailes til webmasteren, der såfremt de er i overensstemmelse med websidens retningslinjer, vil sørge for at poste dem på siden.

Sponsorater:

CCE Racing opererer med to sponsortyper der begge genforhandles efter 1 år.

Team sponsoren støtter hele teamet med x antal kroner, enten i form af rabatter, som kontant ydelse, eller begge dele. Sponsorens logo trykkes på teamets køredragter, og optages som logo med indlagt link på alle siderne på vores hjemmeside.

Den personlig sponsor er den enkelte kørers egen sponsor, der støtter køreren med x antal kroner årligt. Minimumsbeløbet for den personlige sponsor er fastsat til 2000,00 kr. årligt. 20 procent af sponsorratet går til hele teamet, resten til den enkelte kører.

Den personlige sponsors logo optages med link til sponsorens webside på cceracing.dk. Der kan afhængig af sponsoratets størrelse forhandles om også at få logoet trykt på teamets køredragter.

Indtægter fra sponsorater går ubeskåret til udvikling, dygtiggørelse og træning af teamets kørere.

Regnskaber:

Fremlægges til gennemsyn årligt ved regnskabsårets afslutning.


Har du lyst til at blive en bedre Cross kører, deltage i et nyt team sammen med gode Teamkammerater, og opleve træningsfællesskabet og den sociale hygge i CCE Racing, så kontakt Brian Jørgensen på E-mail Cross Center Esbjerg eller på telefon 30205129. Han besvarer gerne eventuelle spørgsmål du måtte have, samt modtager din tilmelding til Teamet.